Om fornyelse i vore pensionskasser

Pensionsdebat – Lars Kalsen

2. april 2011 kl. 13:01

Afkastet i vore pensionskasser faldet til det halve

Afkastet af investeringerne er fødekilden til gode pensioner i alle pensionskasser og pensionsselskaber. Det er derfor uhyre vigtigt, at kasserne og selskaberne hele tiden har fokus på at optimere dette. Men det er det gennemsnitlige afkast over en årrække, der skal optimeres, det er ikke nok i enkelte år at have et solidt afkast, hvis man så i andre år har meget lave eller endda negative afkast, der trækker gennemsnittet ned.

Afkastet faldet 4-6 procent point
Mange pensionsinstitutter lader sig lulle i søvn af, at de over en lang årrække har haft et relativt højt afkast, f.eks. i de 20 år fra 1990-2010. Men det skal man passe på med, for det ser ud til at finansmarkederne har ændret sig fundamentalt over tid. Dette kan tydeligt ses i tabel 1.

Afkast efter skat(N2) Gennemsnit
1992-2010
Gennemsnit
1992-2000
Gennemsnit
2001-2010
Fald i %
Arkitekternes Pensionskasse 6.1 % 8.5% 4.0% -4.5%
Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP1) 6.6% 8.0% 5.3% -2.8%
Dansk Civil- og Akademiingeniørers Pensionskasse (DIP) 6.8% 8.9% 4.9% -4.0%
Lægernes Pensionskasse 7.2% 10.2% 4.5% -5.7%
MP Pension 6,1% 8.6% 4.0% -4.6%
Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger 6.5% 9.7% 3.7% -6.0%
Pensionskassen for Teknikum & Diplomingeniører 6.4% 9.0% 4.1% -4.9%

Tabel 1 – Afkastet efter skat i nogle pensionskasser

Ser man i tabellen udelukkende på afkastet i hele perioden 1992-2010, så er det på omkring 6-7 % i gennemsnit for de enkelte pensionskasser, hvilket må siges at være rimeligt. Bryder man derimod perioden op, så ses det, at afkastet for pensionskasserne i perioden 1992-2000 lå i intervallet 8-10 %, medens det i perioden 2001-2010 kun var på 4-5 %. Der har altså været et fald mellem de to perioder på ikke mindre end 4-6 procent points, eller cirka en halvering af afkastet. Dette skyldes blandt andet, at renten i mange år generelt har været faldende, men også, at vi i perioden 2001-2010 har oplevet store udsving på aktiemarkedet med to meget store aktiedyk, som har trukket gennemsnittet ned.

Bestyrelserne kan ikke leve af fortiden
Det er på den baggrund uhyre vigtigt, at bestyrelserne i vore pensionskasser har fuldt fokus på dette, når de fastsætter de fremtidige investeringsstrategier. De kan ikke leve i eller af fortiden og blot henvise til det gode afkast de sidste 20-30 år, de skal tage udgangspunkt i situationen her og nu – og så se fremad.  Det er en del af deres strategiske ledelsesopgave.

Det er ikke længere nok for dem blot at satse på at købe nogle langvarige obligationer, for disse giver ikke det afkast, som de gjorde tidligere. Aktier har derimod historisk givet et højere afkast over en periode, men afkastet af aktieinvesteringer svinger også langt mere (man siger, at de har en større risiko).

Rettidigt omhu
Så bestyrelserne i pensionskasserne står overfor nye tider med at finde den rigtige sammensætning af investeringsporteføljen med udgangspunkt i de til enhver tid eksisterende finansmarkeder. Og det er det risikojusterede afkast, der skal optimeres til glæde for medlemmerne. Dette er en balancegang mellem hensynet til et godt og stabilt gennemsnitligt afkast og så den risiko pensionskassen eller pensionsselskabet løber, og det kræver virkeligt rettidigt omhu.

Med venlig Hilsen
Lars Kalsen
www.kalsen.dk

Download artiklen i pdf-format.

Tags:,
-

Comments are closed.